Åben uddannelse er uddannelse til voksne, som ønsker større fleksibilitet i sin efter- og videreuddannelse. Undervisningen foregår på forskellig vis, enten i dagtimerne eller uden for normal arbejdstid, evt. som fjernundervisning. Den kan foregå som heltids- eller deltidsundervisning.
Åben uddannelse adskiller sig på forskellig måde fra de ordinære uddannelser m.h.t. formål, indhold, længde og pris. De åbne uddannelser er således ofte kortere, da de bygger på den voksnes erhvervserfaringer.
Åben Uddannelse udbydes under ordningen om tomme pladser eller deltidsuddannelser.
Åben Uddannelse er støtteberettiget, men der er altid et kursusgebyr, som du selv eller din arbejdsplads skal betale. Gebyrets størrelse vil afhænge af studieart og -omfang. Dertil kommer udgifter til undervisningsmateriale.
Du kan få enten VEU-godtgørelse (erhvervsuddannelser) eller SVU (videregående uddannelse) til at deltage i tompladsordningen, hvis øvrige betingelser er opfyldt.
Studerende, der i forvejen er indskrevet på en videregående uddannelse, kan uden betaling læse enkeltfag på andre uddannelser som meritstuderende, hvis der er plads på det pågældende hold.